Generalforsamling2013-beretning

Generalforsamling 2013 - Formandens beretning:

 

FORMANDENS BERETNING

 

Generalforsamling d. 22/4-13

Formandens beretning.

 

Som sædvanlig har jeg valgt at inddele beretningen i forskellige temaer.

 

1: Sportslige præstationer

 

Jeg vil starte med at tale om vores EMT, Absalon-turneringen, som i denne sæson blev omdøbt til Sorø Skakklubs 90-års jubilæumsturnering. 24 spillere hvoraf 2 ikke dukkede op deltog i turneringen. De 22 mand repræsenterede hele 13 forskellige klubber, desuden var der et deltagende enkeltmedlem fra Københavnsområdet. Hele 2 klubber fra Jylland var også repræsenteret. 6 af vores egne medlemmer havde tilmeldt sig. Vinder af mestergruppen blev Hans Dahl Pedersen fra Køge. Han scorede 4 point af 5, herunder 2 remiser, hvoraf Malik var den ene der hev point fra ham. Malik blev nummer 2 i gruppen og scorede flotte 45 ratingpoint i en svær gruppe. I basis 1 delte Lars 1.pladsen med Jan Ambirk fra Vordingborg. Basis 2 blev vundet af alderspræsidenten fra Dianalund, Richardt Jørgensen med jongløren Morten Thor Rasmussen fra Tårnet Svendborg på 2.pladsen. Basis 3 endte med en 4 mandsgruppe da 2 spillere ikke dukkede op. Her blev det til en delt 1. plads mellem Dan, Niels Åge Kristensen fra Helle Skakklub og den mest aktive spiller i kredsen – Henning Jakobsen fra Nordfalster. Alt i alt gik turneringen fint, der var lige så mange tilmeldinger som forrige år. Til efteråret har vi igen turnering, hvor vi afholder Den 5. Absalonturnering. Bestyrelsen har besluttet at den fremover ligger i efteråret.

 

Vi startede det nye skakår på vanlig vis med byturneringen, der jo også er åben for ikke-klubmedlemmer. Dem havde vi ikke nogen af denne gang. Vinder i år blev Jørgen B. Hansen der fik 7 af 8 point og en pokal til skabet.

 

I oktober startede så den interne klubturnering, hvor kun 8 medlemmer var klar. Lars kunne ikke løfte arven fra sidste år, hvor han både vandt over Malik og Jørgen. Denne gang måtte han nøjes med remis mod Malik, og da han også smed point mod Ernst og undertegnede, gjorde Malik udover

remisen rent bord og fik 6½ point af 7, og kan dermed kalde sig klubmester det næste år. 2. pladsen gik til Lars med 5½ point.

 

I oktober måned blev det så tid til holdturneringen, hvor vi igen i år havde tilmeldt 3 hold – 1 i mesterrækken og 2 i B-rækken. Forventningerne til 1. holdet i M-rækken var som sidste år, målet var at blive i M-rækken, hvilket da også i den grad blev opnået og mere til. I 3. runde slog holdet den foreløbige 1.plads, Maribo med 3 point, og siden da så man sig ikke tilbage. Sæsonen har været præget af stabilitet, således at man kunne stille et stærkt hold hver gang. Samtidig har de stærke spillere også leveret gode resultater. Bedste spillere på 1. holdet var Malik og Bjarke, der begge scorede 5½ ud af 6 point. Nu er det så tid til at prøve kræfter med 2. division igen. Det er over 20 år siden Sorø sidst var der. Lidt hjælp kommer der forhåbentlig også fra Leif i den nye sæson.

 

2. holdet var der store forventninger til fra sæsonstarten, da der kunne stilles med et stærkt hold, hvilket der også blev hver gang. De smed dog en del point i løbet af turneringen, 9 i alt. Det var en mærkelig gruppe vores 2 B-hold var i, fordi de formodede tophold også kunne slås undervejs. Holdet vandt B3 gruppen med et ½ points forspring til Holbæk 4. Det betyder så at vi også her rykker op – dog i A-rækken. Og så vil vi gerne have et par ekstra medlemmer, så vi kan stille hold hver gang. Topscorere på holdet var Dan med 4 af 4 og Michael Neuks med 5 af 6 mulige point. FLOT!

 

3.holdet har klaret sig pænt i denne sæson med en samlet 4. plads, kun 2 point efter Sorø 2. Vi spillede i samme gruppe igen i år, så vi måtte tage så mange point som muligt fra de andre modstandere for at hjælpe lidt til der. Her stillede vi næsten hver gang med de samme 4 spillere, da der kun var 6 at vælge imellem. Alle fik muligheden for at spille holdskak i år. Topscorere var Dan og undertegnede med en score på hhv. 3½ af 5 og 4 af 5.

 

I december havde vi klubbens sjette officielle lynskakturnering med vandrepokal som præmie. Her var Thomas vendt stærkt tilbage efter sin sygdomsperiode og vandt foran Jørgen og Malik.

 

Det uofficielle lynmesterskab foregår som bekendt fra april til april og foregår på den måde, at de som har lyst til at spille lynturnering på en almindelig klubaften spiller alle mod alle. Resultaterne kan normalt ses på klubbens hjemmeside, men har været svære at følge i år. Resultaterne akkumuleres efterhånden, og den samlede vinder hædres med en vandrepokal. Igen i år bliver vinderen først hædret efter generalforsamlingen, noget som startede som en tradition for nogle år siden. Der har været en del problemer med resultaterne, så alle resultater er ikke inkluderet i den samlede stilling. Lars og Malik har som sidste år ligget tæt på hinanden og skubbet al modstand til side. Dog var Lars samlet stærkest og vandt med 2½ mere end Malik.

 

2: Medlemmer.

 

Medlemstilgangen har været status quo i år. Vi er pt. 19 medlemmer i klubben, det samme som sidste år. Dog har der været en udskiftning. Vi har i alt 15 seniorer, 2 pensionister og 2 ungdomsspillere. Bjarke har nu fået følgeskab af Gustav, som kun har spillet i et par år. Han har spillet 5 partier i holdturneringen, og har her scoret 3½ af 5. Det har givet en ratinggevinst på 113 point. Måske vi har endnu en stærk junior på vej. FLOT!

Desuden ligner det at vi får en junior mere som har brugt det seneste år i Mærskklubben, nemlig Magnus.

 

Under dette punkt kan jeg heller ikke lade være med at nævne Ole, som pludselig døde i november måned. Ole var et godt og rart menneske, som altid stod for en god portion humor. Brikkerne fløj ofte rundt omkring ham, mens der blev råbt ”PAT”! Han var medlem af skakklubben nærmest altid, og var nærmest identisk med klubben. Klubben kan takke Ole for mange timers hyggeligt samvær, vores nuværende materialer, som han betalte størstedelen af, overskud i kaffekassen og ikke mindst det utallige antal af klubbens skakure, brædder og brikker, der pludselig dukkede op, da hans hus blev ryddet op. Med det og måske mange andre spøjse ting, som Ole kunne finde på i tankerne, vil jeg bede jer om at løfte jeres glas og ære hans minde med en skål.

 

3: Øvrige aktiviteter

 

Juniortræningen kører stadig hver mandag kl. 18.30, hvor Lars og Malik mandsopdækker Bjarke, Gustav, Magnus og hans kammerat Mikkel. Der gøres her et godt stykke arbejde, da de sidder klar hver mandag. Spørgsmålet er nu hvor meget mere Lars snart kan lære Bjarke. Bjarke spiller efterhånden for stærkt, så Malik må tage over.

 

Næste år skal vi igen stille med 8-mands hold i A-rækken. Jeg håber, at vi specielt til udekampe kan få samlet et hold. Tidligere kørte vi alle 8 i Michaels bus, men han har nu skilt sig af med den, så vi må køre i flere biler næste år.

 

Jeg har tidligere snakket om at have store ambitioner, og at man ikke skulle være bange for at sige dem højt. Ambitionen i denne sæson var igen at forblive i mesterrækken, hvilket resulterede i en oprykning. Nu må målet for næste år være at undgå nedrykning og få bidt sig fast i 2. division. Sidste år sagde jeg, at vi godt kunne skyde tankerne om divisionsskak nogle år frem i tiden, så længe vi mangler stærke spillere. Men det viste sig, at vi havde de spillere der skulle til, de fik bare blod på tanden. Desuden må vi se om 2. holdet kan blive i A-rækken.

 

5: Fremtiden.

 

Fremtiden i Sorø Skakklub tegner spændende og lovende. Det strømmer nærmest ud med unge mennesker fra Mærskklubben, der kommer videre i systemet hos os. Det er en meget positiv tendens, som gerne må vare ved nogle år endnu.

 

Desuden ser man også fra andre klubber en mulighed i et samarbejde. For nylig blev jeg kontaktet af Ringsted Skakklub, der vel nærmest må betegnes som en klub i opløsning, om mulighederne for en fusion Sorø, Dianalund og Ringsted imellem. Vi har talt om det i bestyrelsen og vil drøfte det senere i dag for at få en ide om hvor langt vi skal gå med det. Der er helt klart muligheder i det. Der er såvel positive som negative ting ved en fusion.

 

Vi har efterhånden fået gjort Absalon turneringen til en fast tradition. 5. udgave er på trapperne til efteråret, hvor den som tidligere nævnt fremover vil blive placeret i forbindelse med klubbens fødselsdag.

 

Jeg håber meget på, at vi efter denne generalforsamling kan stille en stærk bestyrelse, som kan levere et godt og givende bestyrelsesarbejde.

 

Her til slut vil jeg igen opfordre til at vi på hver vores måde bidrager til at holde fast i den gode stemning i klubben og samtidig vil jeg gerne sige tak for dem der har gjort et kæmpe arbejde det seneste år, og ikke mindst tak fordi I igen har gjort det til en god ting at være formand.

 

Formand

Curt Herbst